
Når du rejser til Thailand, er der meget, du skal have styr på inden. Her får du praktisk info om visum til Thailand, det bedste tidspunkt at rejse til Thailand samt valuta og drikkepenge.
Visum til Thailand
Thailand er visumfri indtil 30 dage for turistrejser. Ved indrejse får du et indrejsestempel, som gælder til 30 dages ophold. Du kan indrejse et ubegrænset antal gange med fly. Ved indrejse af land- eller søvej gælder det kun to gange per år. Samtidig kan du højst genindrejse og opholde dig i Thailand i samlet 90 dage inden for en 6-måneders periode.
Leder du efter billige flybilletter til Thailand? Så læs mere om, hvordan du finder billige flybilletter her.
Valuta i Thailand
I Thailand betales der med baht (THB). Du kan i bredt omfang betale med Visakort, og ATM kontantautomater er udbredt i byerne – og på de mest besøgte øer. Det er en god ide at have USD kontanter med i nødreserve. Og husk at veksle nok kontanter, inden du besøger landområderne og de små øer.
Drikkepenge i Thailand
I mange lande er drikkepenge en del af lønnen for de ansatte i servicebranchen. Det er god kutyme og ofte nødvendigt at give drikkepenge til rengøringspersonale, tjenere, guider, chauffører osv. Hvor meget du skal give, afhænger selvfølgelig af landet, du besøger. Sæt dig ind i, hvor meget og til hvem, det er normalt at give drikkepenge, inden du rejser afsted. Du kan finde information om drikkepenge i Lonely Planets guidebøger.

Det bedste rejsetidspunkt
Thailand er lækkert året rundt, men højsæsonen ligger fra november til marts. Her er det tørtid, og temperaturen er behagelig. Du bør medbringe en varm sweater til de kølige aftener i bjerg regioner som Chiang Mai. I april og maj er der overvældende varmt, og temperaturen kan komme op omkring 40 grader.
Regntiden varer fra juni til oktober. Her er august og september normalt de mest regnfulde. Vejret kan være forskelligt på øst- og vestkysten. Tommelfingerreglen er, at når det regner på østkysten, så skinner solen på vestkysten – og omvendt. Østkysten er bedst fra maj til oktober, imens vestkysten er bedst fra oktober til april.
Her kan du læse en artikel om de bedste rejsemål i Thailand – og et forslag til at kombinere dem i én rundrejse.